HISTORIEN

EN BANE PÅ TOPPEN

Den er bedømt som blandt de allerbedste i Jylland.
Hvide Klits golfbane er suverænt den højest placerede i rangingen af de nordjyske golfbaner. Af samtlige danske baner ligger den som nummer 14 på 2020 ranglisten, udarbejdet bl.a. af golfgiganten Taylor Made.

Banen er en såkaldt Heathland golfbane – en bane, 
der er placeret i et sandet plantageområde med masser af fyrretræer og åbne sandede områder med lyng til flankering af fairways som kontrast til grønne eg- og birketræer. Den er relativ flad og med en del smalle fairways, indrammet af gråklitter med vildtvoksende hjælme og marehalm. Mange af hullerne lever fra teestedet fuldt op til det gamle mundhæld: 
Præcision frem for længde!

Banens layout betegnes af eksperter som spændende 
og noget af det bedste, man har i Danmark. Den ligger i Bunken Klitplantage, tæt på Råbjerg Mile, mellem Vesterhavet og Kattegat, omkring 17 kilometer syd for Skagen, og de sandede jordbundsforhold gør at banen kan spilles det meste af året.

Golfklubben Hvide Klit fik sin spæde start i 1971 – i begyn-delsen under navnet Vendsyssel Golfklub. Initiativtager var blandt andre flådeofficeren Erling Niemann, som var blevet bidt af spillet under sit virke på Flådestation Korsør i kraft af medlemsskabet af den lokale golfklub. Han fik samlet en kreds af lokalt interes-serede og efter en del søgning efter arealer til en golfbane, endte man hos gårdejer Svend Aage Larsen i Bunken, som var villig til at lægge land til en bane.

Under søgningen af egnede arealer havde initiativ-tagerne mødt golfbanearkitekten Anders Amilon, som blev bedt om at bedømme området omkring Svend Aage Larsens ejendom. Han sagde god for det og mente desuden, at netop her kunne en af de bedste golfbaner i Danmark anlægges.

Som følge af stor lokal interesse, nye medlemmer fra Skagen, Frederikshavn, Hirtshals, Sæby og Hjørring, samt en ekstraordinær indsats af frivillige arbejdskraft, lykkedes det på få år at etablere en 18 hullers bane, et klubhus – der over flere omgange blev udskiftet, samt allerede i 1973 en fast træner, nemlig den tidlige Rungsted-træner Carl Poulsen.

Officielt blev Hvide Klits golfbane indviet 8. juni 1974.
Og det gik ikke mange år før banen lagde græs til store landsdækkende turneringer, ligesom klubbens egne turneringer var interessante for spillere fra hele landet. Blandt andet kom topspillere langvejsfra for at deltage i den årlige ”Gyldne Kølle-turnering”.

I begyndelsen af 1980-erne begyndte en del af nabobyerne at starte deres egne klubber. Der blev anlagt baner i Frederikshavn, Hjørring, Hirtshals, Sæby og Sindal. Mange af ”de gamle” medlemmer fra Hvide Klit flyttede hjem til deres egne lokale klubber, hvilket kunne mærkes på klubbens økonomi.

For modvirke et uoverskueligt truende underskud indgik den daværende bestyrelse i 1983 en aftale med flere af timeshare hotellerne blandt andre i Gl. Skagen.
Hotellerne indgik en 25 årig aftale med klubben, der blandt andet indebar, at den til enhver tid boende i timeshare-lejligheden kunne spille uden greenfee på Hvide Klit. En ordning hotellerne benyttede flittigt i eksempelvis salgsfremstød af lejligheder. Da aftalen i 2008 udløb mistede klubben året efter ca. 2000 greenfee-gæster.

I de seneste 4-5 år har golfbanen undergået store forandringer. Ikke kun layoutmæssigt, men især er tilstanden og kvaliteten hævet. Hvide Klit er løftet og forbedret. Fairways, greens og bunkers er af så høj kvalitet, at det er en mesterskabsbane værdig.
Og greenkeeperene er slet ikke færdige, forbedringerne fortsætter.

Close Menu